LØRDAG D. 10. MAJ
KL. 20.00
HAVEN, BROGADE 7A, NEXØ
Yes. Foråret er landet. Solen titter frem og varmer dine vinterblege kinder. Ih, det føles det godt. Og vi er kun lige startet. For lidt længere fremme venter sommeren. Med sol fra en skyfri himmel. Måske lidt øl i glasset. Gode venner. Og Østersøjazz på Torvet i Nexø!
Men hvem skal egentlig spille på festivalen til sommer? Hvilke kaniner trækker vi op af jazz-hatten? Kom og få en forsmag på Østersøjazz Festival 2025, når vi inviterer til program-launch efterfulgt af koncert med Clothing Club på Haven.
Glem alt om melankoli, modløshed og ensomhed. Clothing Club får dig til at bobbe med hovedet, smile og være til stede i nuet. Det er sprællevende hip-hop/jazz tilsat et stænk house, der tilsammen sammensmelter Aarhus-jazz’en med dansegulvet på klubben i Berlin.
Når de tre musikere indtager scenen, inviteres publikum ind i et nærværende og legende rum, som oser af spilleglæde og godt humør. Keys, bas, trommer – mere skal der ikke til for at skabe din næste yndlings lo/fi club-fest.
Clothing Club drømmer om at klæde folk bedre på i den mentale garderobe og lade lytteren mærke, at selv i de mørkeste tider kan vi tage en mental sommerskjorte på og give os hen til samhørighed, glæde og lys.
Den fremadstormende trio udgav sit debutalbum i foråret 2024, som bl.a. blev modtaget med 5 stjerner i Gaffa og blev udvalgt som ugens album på P8 Jazz. Live har bandet allerede spillet på mange af landets spillesteder, mens de også har taget hul på udlandet. De har bl.a. spillet på SPOT Festival, Reeperbahn Festival (Hamburg) og Vill Vill Vest (Bergen).
Bandet består af M.S. Lowkey på bas, Deepchain på keys og Phairo Z på trommer. Giv dig hen til nuet – giv dig hen til Clothing Club!
Koncerten er skabt i samarbejde med Tunes of Tomorrow. Billetter kan købes i forsalg via Musikhuzets hjemmeside.